Jobs & udvikling ›› På med kedeldragten
En mine på Kuannersuit/Kvanefjeld betyder nye og hidtil usete beskæfti

På med kedeldragten

Langt fra alle unge drømmer om studenterhuen; de vil hellere have sorte negle og en håndværker-uddannelse – og det er der brug for. Problemet er, at mange små virksomheder ikke har råd til at ansætte lærlinge. Greenland Minerals and Energy har en god idé, så på med kedeldragten!

En mine på Kuannersuit/Kvanefjeld betyder ikke blot nye og hidtil usete beskæftigelsesmuligheder i Sydgrønland. Minen får også kolossal betydning for det øvrige erhvervsliv i landsdelen. For hvert eneste job i minen er der som en slags bonus mindst ét job i den følgeindustri, der bliver afhængig af mineindustrien – det har ILO, Den Internationale Arbejdsorganisation med hovedkvarter i Genève, beregnet.

Minen på Kuannersuit/Kvanefjeld medfører også helt nye muligheder for de unge i Sydgrønland. For det første bliver der gode uddannelsesmuligheder inden for mine-relevante fagområder og i selskabets administration. For det andet opstår der nye uddannelses- og jobmuligheder i den underskov af virksomheder, der leverer serviceydelser til mineselskabet.

En Air Greenland helikopter ved Kuannersuit/Kvanefjeld

Greenland Minerals and Energy A/S vil udnytte det gode samarbejde, vi allerede har med det sydgrønlandske erhvervsliv og kontakte virksomhederne enkeltvis for at drøfte vores fremtidige behov og hvordan, den enkelte virksomhed kan servicere os. Med afsæt i disse drøftelser vil vi indlede et mere formaliseret samarbejde med de virksomheder, vi mener kan hjælpe os fremover – allerede nu har vi etableret den type samarbejde med en håndfuld virksomheder. Vi mener, det er vigtigt, at fremtidige forretningsrelationer hviler på klar gensidig viden om og forståelse mellem de samarbejdende virksomheder. For os som mineselskab er det vigtigt, at kravene til vores samarbejdspartnere står lysende klart.

Et konkret samarbejde mellem os og virksomhederne kan være et skridt på vejen, som samtidig kan afhjælpe et alvorligt ungdomsproblem. Vi foreslår en lærlingemodel, som vi inden længe vil præsentere for det sydgrønlandske erhvervsliv og som vi allerede er i dialog med Grønlands Arbejdsgiverforening og lønmodtagerorganisationen SIK om. Ideen er, at vi vil støtte små sydgrønlandske virksomheder økonomisk, så det bliver muligt for dem at ansætte og uddanne lærlinge.